Velfærdsforanstaltninger

På faste arbejdssteder skal nedenstående faciliteter normalt være til rådighed:

Garderobe og omklædningsrum

Hvor omklædning finder sted, skal der anvises omklædningsrum. Til opbevaring kan der efter omstændighederne, benyttes garde- robeskabe eller knager. Opbevaring må ikke finde sted i spiserum.

Personlige værdigenstande skal kunne opbevares i aflåste rum, bokse eller garderobeskabe.

Omklædningsrum kræves altid:

  • ved fysisk anstrengende arbejde eller vådt arbejde,
  • ved tilsmudsende arbejde,
  • ved risiko for kontakt med smittefarlige materialer,
  • ved fare for kontakt med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerheden eller sundheden er vigtig at få fjernet fra huden eller hindre spredning af.

Hvor der efter arbejdsmiljøreglerne er krav om brusebad, skal brusebadet have både koldt og varmt vand. Hvis der er krav om brusebad, er det er ikke en betingelse for det varme vand, at arbejdets art eller sundhedshensyn gør det påkrævet.

Brusebadet skal have et forrum med aflåselig dør.

Hvor arbejdstøj er særlig udsat for forurening, f. eks. ved specialrengøring, skal det opbevares adskilt fra gangtøj, enten i et ekstra skab til hver, eller i særlig garderobeafdeling for arbejdstøj (skabe eller stanggarderobe).

Omklædningsrum skal kunne opvarmes og udluftes og skal holdes rene. Vådt arbejdstøj skal kunne tørres.

Vaskeindretninger

Der skal være et passende antal håndvaske.

Er arbejdet ikke særligt tilsmudsende, og der ikke arbejdes med giftige eller sundhedsfarlige stoffer, bør der være 1 håndvask pr. 5 ansatte.

Er arbejdet farligt eller tilsmudsende, f.eks. når der arbejdes der med giftige eller sundhedsfarlige stoffer, skal der være mindst 1 håndvask pr. 3 personer.

Der skal være koldt og varmt vand og sæbe ved håndvaskene.

Toiletter

Der skal være tilstrækkeligt antal toiletter, der er passende placeret. Der skal være mindst 1 toilet for hver 15 personer.

Toiletterne skal holdes rene, og der skal være håndvaske i nærheden. Der skal være mulighed for at komme af med sanitært affald.

Der må ikke være adgang direkte fra spiserum eller arbejdsrum til toiletterne.

Spiseplads

Der skal være passende plads til spisning i spiserum eller arbejdsrum. Man skal kunne varme mad og drikke. Medbragt mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, f.eks. i køleskab.

Der skal være en reel spisepause, minimum efter 4 timers arbejde. Se i gældende overenskomster vedrørende særlige aftaler om spisepauser.

En særlig spiseafdeling skal indrettes, når der i almindelighed er beskæftiget mere end 3 ansatte samtidig og/eller, hvis der ved tilsmudsende arbejde ikke klædes om inden spisning. Der skal være et tilstrækkeligt antal borde og siddepladser med ryglæn i forhold til antallet af ansatte.

Spiserummet skal fremtræde lyst, venligt og hygiejnisk, og det skal holdes rent. Vinduer bør sidde, så man kan se ud. Gulvarealet bør være 1 m2 pr. spiseplads og rumhøjden mindst 2,20 m.

Spiserummet kan anlægges i kældre med dagslysadgang, hvis bygningsreglementets krav til spiserum er opfyldt.

Henvisninger

  • At-vejledning A.1.13 om velfærdsforanstaltninger på faste arbejdssteder
  • At-meddelelse 1.03.1 om velfærdsforanstaltninger ved skiftende arbejdssteder.