Anmeldelse af arbejdsskader
Arbejdsskader er den fælles betegnelse for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det vil sige fysiske og psykiske helbredsskader, som helt eller delvist skyldes arbejdet.
Arbejdsskader skal drøftes i arbejdsmiljøorganisationen med henblik på forebyggelse af lignende tilfælde.
Arbejdsulykker
- herunder kortvarige skadelige påvirkninger og forgfitninger
En arbejdsulykke er en pludselig hændelse i forbindelse med arbejdet, som fører til, at en person kommer fysisk eller psykisk til skade.
En arbejdsulykke kan efter arbejdsskadesikringsloven også være en skade, der opstår efter en påvirkning, der har varet i højst fem dage.
Arbejdsgiveren skal snarest og inden 14 dage efter første fraværsdag anmelde arbejdsulykker, der medfører uarbejdsudygtighed i 1 dag eller mere ud over tilskadekomstdagen. Arbejdsgiveren skal desuden anmelde arbejdsulykker i form af arbejdsrelateret fysisk vold, trusler og anden krænkende adfærd, der finder sted uden for arbejdstid, såfremt ulykken er relateret til arbejdet.
Derudover har arbejdsgiveren pligt til at anmelde arbejdsulykken, hvis ulykken antages at kunne begrunde krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven.
Husk også at anmelde vold, trusler og anden krænkende adfærd til politiet.
Den tilskadekomne har selv ret til at anmelde skaden til samme instanser, hvis arbejdsgiveren ikke gør det.
Generelt er fristen for anmeldelse af arbejdsskader 1 år efter ulykkens indtræden.
Ejere og brugere af maskiner og andre tekniske hjælpemidler har pligt til at anmelde ulykker, der er sket ved brug af redskabet, til Arbejdstilsynet. Dette gælder også, selv om den tilskadekomne ikke er en ansat.
Anmeldepligten gælder f.eks. også ved:
- Færdselsuheld, når færdslen er sket som led i et arbejde såvel for en arbejdsgiver som arbejdsgiver selv. Anmeldepligten gælder ikke ved ulykker på vej til og fra arbejde, med mindre dette indgår som en del af arbejdet. Det gælder fx, når arbejdstageren udfører ærinder for arbejdsgiveren eller virksomheden undervejs til eller fra arbejdet, som medfører en afvigelse fra arbejdstagerens sædvanlige rute mellem hjem og arbejdssted, eller hvis medarbejderen udfører arbejde, der udgår fra dennes hjem, og som indebærer befordring mellem kunder, klienter eller forretningsforbindelser m.v.
- Ulykkestilfælde, der sker om fredagen, og hvor den tilskadekomne møder om mandagen, men har været ”uarbejdsdygtig” lørdag og måske søndag.
Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation (herunder arbejdsmiljørepræsentanten) har ret til at se anmeldelsen.
Arbejdsmiljøorganisationen skal bruge den i sin undersøgelse af ulykken. Ved undersøgelsen skal arbejdsmiljøorganisationen søge at finde årsagen til ulykken og søge gennemført foranstaltninger, der kan hindre gentagelse.
EASY sender automatisk en kopi af anmeldelsen til den tilskadekomnes eBoks. Hvis den tilskadekomne ikke har en digital postkasse, skal arbejdsgiveren give en kopi af anmeldelsen til vedkommende.
Alle har ret til at anmelde arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Hvis arbejdsgiveren er selvforsikret eller ikke har tegnet forsikring, skal anmeldelsen ske til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
”Mit AT” på Arbejdstilsynet hjemmeside
På Arbejdstilsynet hjemmeside finder man ”Mit AT".
"Mit AT" er til at holde styr på de vejledninger, bekendtgørelser og informationsmaterialer, som man har mest brug for i arbejdsmiljøarbejdet.
Med "Mit AT" får man en genvej til de regler, man bruger mest. Der er en nem og hurtig genvej, hver gang man har brug for dem.
Erhvervssygdomme
Ved en erhvervssygdom forstås en sygdom, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde.
Lægen og tandlægen har pligt til at anmelde både formodede og konstaterede erhvervssygdomme, som de bliver bekendt med gennem deres erhverv, til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Anmeldelse skal ske via det elektroniske system ESS, som findes på virk.dk her.
Anmeldelse kræver ikke tilskadekomnes samtykke. Tilskadekomne kan dog efterfølgende bede
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om ikke at behandle sagen.
Alle har ret til at anmelde erhvervssygdomme. Fristen er 1 år efter, at den tilskadekomne er blevet bekendt med, at en sygdom må antages at skyldes arbejdet.
EASY og ESS
- elektronisk anmedlese af arbejdsskader
Virksomheden skal anmelde en arbejdsulykke via EASY, som er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynets system til anmeldelse af arbejdsulykker.
Læger og tandlæger skal anmelde en erhvervssygdom via ESS, som er Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og
Arbejdstilsynets fælles system til anmeldelse af erhvervssygdomme.
Anmeldelsen forudsætter Nem ID medarbejdersignatur.
Henvisninger
- Arbejdstilsynets bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker mv. til Arbejdstilsynet.
- Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkets Erhverssikring
- Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – erhvervssygdomsfortegnelse