Kemisk risikovurdering

Formålet med udarbejdelse af kemiske risikovurderinger er at kortlægge det kemiske arbejdsmiljø og få belyst de risici, der kan være til stede når der arbejdes med, eller kan ske udsættelse for, farlige kemiske stoffer. Ligeledes skal der udarbejdes kemisk risikovurdering for de arbejdsopgaver, som kan udvikle farlige kemiske stoffer (kaldet procesgenererede forureninger) som f.eks. støv.

Til at få styr på kemien har BFA Service – Turisme udvalget sammensat en række punkter:

 

Lav en liste over al brug af kemi

Lav en oversigt over de farlige kemiske produkter, som bruges, fordelt på processer (f.eks. ”Desinfektion af overflader”).

Oversigten skal angive produktnavnet samt hvad produktet bruges til og skal indeholde produktets farlige egenskaber (f.eks. allergifremkaldende, ætsende, kræftfremkaldende – disse oplysninger findes i produkternes sikkerhedsdatablade).

Ryd op i den kemi som bruges

Få ryddet op i den kemi som der er. Ved at begrænse antallet af produkter, bliver det nemmere at få styr på sikkerheden. Ved at ændre på arbejdsprocesser kan nogle kemiske produkter måske helt undværes.

Få opdaterede sikkerhedsdatablade på al jeres kemi

Det er arbejdsgiveren der har ansvaret for, at sikkerhedsdatabladene er opdaterede. Det er et krav til leverandøren af kemiske produkter, at de leverer sikkerhedsdatablade på dansk på de kemiske produkter de sælger.

Der er kun krav om sikkerhedsdatablad for de farlige kemiske produkter, men det kan være svært at afgøre om et produkt er farligt uden sikkerhedsdatabladet. Sørg derfor altid for at få sikkerhedsdatablade på alle kemiske produkter.

Lav en kemisk risikovurdering for alle processer med farlig kemi

Med kendskab til hvilke kemiske produkter I anvender, skal der laves kemiske risikovurderinger for alle arbejdsprocesser, hvor de kemiske produkter bruges.
Det betyder også at bruges et produkt i to forskellige arbejdsprocesser, skal produktet indgå i begge kemiske risikovurderinger. Hvis der i arbejdsprocessen er risiko for påvirkning fra flere forskellige kemiske produkter, skal der foretages en samlet vurdering af risikoen i den kemiske risikovurdering.

Der er ikke noget formkrav til de kemiske risikovurderinger. Der er udarbejdet en skabelon af BFA Transport Engros, Service Turisme, Jord til Bord som kan bruges. De kemiske risikovurderinger skal være skriftlige. De kemiske risikovurderinger skal også gøres tilgængelige for alle medarbejdere.

Ved udarbejdelsen skal arbejdsgiveren indhente sikkerhedsdatablade samt yderligere oplysninger til brug for udarbejdelsen af de kemiske risikovurderinger.

Kemisk risikovurdering er en del af den almindelige APV, hvilket betyder, at hvis der ved en kemisk risikovurdering vurderes, at der kan ske sundhedsfarlig udsættelse, men som ikke umildbart kan løses, så skal dette indføres i den almindelige arbejdspladsvurdering (APV) med løsning og tidsfrist. I mellemtiden skal der indføres midlertidige foranstaltninger for at beskytte de ansatte (f.eks. brug af personlige værnemidler)
Hvis der opstartes en ny rengøringsproces, hvori der arbejdes med eller kan ske udsættelse for farlige kemiske produkter, må arbejdet først påbegyndes, når der er lavet en kemisk risikovurdering, som kortlægger de risici, der er forbundet med aktiviteten. Samtidig skal alle tilhørende forebyggende foranstaltninger træffes.

Ligeledes skal de kemiske risikovurderinger ajourføres, hvis der sker væsentlige ændringer i rengøringsaktiviteten (f.eks. hvis nogle produkter skiftes ud) eller som følge af resultater fra arbejdsmedicinske undersøgelser.

Derudover skal de kemiske risikovurderinger også revideres mindst hvert tredje år (ligesom den almindelige APV).

Henvisninger:

  • AT-vejledning C.1.3 om arbejde med stoffer og materialer
  • AT´s værktøj til kemisk risikovurdering https://at.dk/arbejdsmiljoeproblemer/kemi/ kemisk-risikovurdering/
  • Sikker brug af kemi (BFA Service - Turisme)
    • Pjece om kemisk risikovurdering
    • Film sikkerkemi på arbejdspladsen
    • Plakat
    • Skabelon til kemisk risikovurdering