Særlige risici
Ved rengøring i særlige lokaliteter skal der anvendes nødvendige og hensigtsmæssige tekniske hjælpemidler. Der skal støvsuges, hvor dette er muligt.
Ved rengøringen skal der være særlig fokus på skarpe genstande herunder kanyler og lignende. Erfaringer viser, at kanyler kan findes stukket ned i paneler, gardiner, sengetøj, tapet, tæpper, hvor disse ikke forventes, eller ligge i ophobet affald eller på toiletter. Rengøringsassistenten eller sanitøren skal derfor være særlig opmærksomme herpå under arbejdet.
Kanyler skal fjernes med særlig forsigtighed.
Findes kanylen med påsat sprøjte, fjernes kanylen ved at tage på sprøjten. Findes kanylen alene, fjernes denne med egnet teknisk hjælpemiddel f.eks. tang. Anvend altid kanyleboks til bortskaffelse.
Ved fjernelse af større genstande med kost eller skraber skal man altid skubbe fremad og til siden. Støvudvikling skal undgås.
Almindeligt affald samles i egnet emballage f.eks. kraftige plastikaffaldssække. Her kan også anvendes smeltesække, hvorved smitterisikoen nedsættes.
Hvis der er inventar eller andet, der skal ryddes for restaurering eller bortskaffelse, skal man sikre sig, at der er hjælpemidler til rådighed herfor.
Vær opmærksom på bortskaffelsesregler for inficeret affald, medicinrester og kanyler.
Medicin kommes i medicin affaldsboks og afleveres på apoteket.
Kanyler skal som regel også afleveres på nærmeste apotek eller kommunens opsamlingsplads for kemikalieaffald. Husk at udfylde deklaration for affaldet inden afleveringen. Vær opmærksom på, at affaldsreglerne kan være forskellige fra kommune til kommune.
Det er også vigtigt at være opmærksom på den øgede risiko forbundet med håndteringen af de faremærkede rengøringsmidler, som rengøring af særlig forurening kan kræve. Både fra kemikalierne i deres rene og fortyndede form, men især hvis der er risiko for farlige reaktioner mellem produkter f.eks. ved sammenblanding.