Tema
Vær klar til Arbejdstilsynets besøg
Det såkaldte risikobaserede tilsyn er et uanmeldt stikprøvebesøg
Sådan foregår et risikobaseret tilsyn
Et risikobaseret tilsyn er et kort uanmeldt besøg, hvor Arbejdstilsynet vurderer, om virksomhedens fysiske og psykiske arbejdsmiljø er i orden.
Arbejdstilsynet spørger ind til virksomhedens arbejdsmiljøarbejde fx arbejdspladsvurdering og arbejdsmiljøorganisation.
Derefter gennemgås de konkrete arbejdsmiljøforhold for at vurdere, om lovgivningen bliver overholdt.
Hvis der er problemer med arbejdsmiljøet
Et tilsyn kan føre til at virksomheden får påbud om at løse konkrete forhold inden en bestemt frist, eller om at bruge konsulentbistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver for at få styr på arbejdsmiljøindsatsen
Hvis Arbejdstilsynet opdager forhold, der er i strid med arbejdsmiljøreglerne, kan besøget følges op af et nyt besøg - et såkaldt detailtilsyn. Her vil Arbejdstilsynet vurdere, om virksomheden har rettet op på de ulovlige forhold.
Grøn, gul, rød smiley
Efter et risikobaseret tilsyn får virksomheden en smiley, som kan ses på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Herunder kan du læse, hvad de forskellige smileyer betyder.
Grøn smiley
En grøn smiley viser, at virksomheden lever op til kravene i arbejdsmiljøloven.
Gul smiley
Gul smiley betyder, at en virksomhed har et eller flere problemer med arbejdsmiljøet. Det vil sige, at virksomheden enten har fået et strakspåbud, eller et påbud med frist.
En gul smiley bliver vist på Arbejdstilsynets hjemmeside i mindst seks måneder, med mindre denne type smiley skyldes en formel afgørelse om APV eller AMO. I den situation bliver den vist i tre måneder. Den gule smiley vises i hele perioden uanset om virksomheden inden da har efterkommet påbuddene.
Rød smiley
Rød smiley betyder, at en virksomhed har et eller flere alvorlige problemer med arbejdsmiljøet. Det vil sige, at virksomheden enten har fået et forbud eller har haft problemer, som har udløst et rådgivningspåbud.
Rød smiley vises altid på Arbejdstilsynets hjemmeside i mindst seks måneder, uanset om virksomheden har efterkommet påbuddet inden da.
Grøn krone-smiley
Den grønne krone smiley betyder, at en virksomhed yder en særlig stor indsats for arbejdsmiljøet, og at virksomheden har opnået et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat.
Det er kun de dele af virksomhedens produktionsenheder, der er certificerede, der kan få en kronesmiley.
Det er certificeringsorganet, der fører tilsyn, og hvis virksomheden mister sit certifikat, fjerner Arbejdstilsynet kronesmileyen fra sin hjemmeside i mindst seks måneder.
Mange fordele ved et godt arbejdsmiljø
De fleste virksomheder har erkendt, at der er mange fordele ved at have et godt arbejdsmiljø. Vigtigst er selvfølgelig hensynet til de ansattes sikkerhed og sundhed.
Men et godt arbejdsmiljø giver også:
- Bedre produktivitet
- Lavere sygefravær
- Øget driftssikkerhed
- Bedre økonomi og image
- Mulighed for at rekruttere de bedste medarbejdere.
Arbejdsmiljøledelse skaber systematik
Det er en god idé at have struktur på arbejdsmiljøarbejdet, så I sikrer godt overblik og dialog om arbejdsmiljøet på jeres arbejdsplads.
Læs om, hvordan I håndterer jeres egenindsats i vores store tema: https://bfa-service.dk/landingpage-egenindsats
Læs også vores Guide til et godt arbejdsmiljø https://bfa-service.dk/hotel-og-restauration/for-ledere-amo/guide-til-et-godt-arbejdsmiljoe
Hvis du vil vide mere om smileyer, kan du finde uddybende materiale på Arbejdstilsynets hjemmeside www.amid.dk/smiley