Hver tredje rengøringsmedarbejder får hvert år problemer med håndeksem. Her får du viden, instruktionsfilm og plakater samt gode råd til, hvordan I bruger handsker til at forebygge håndeksem.
Hver tiende dansker får hvert år problemer med håndeksem. Blandt rengøringsassistenter er tallet imidlertid tre gange så stort. Her får hver tredje medarbejder hvert år problemer med håndeksem, og i mange tilfælde har eksemet store konsekvenser for den berørte medarbejders liv, ligesom det rammer virksomhederne i form af sygefravær og opsigelser.
Det er derfor vigtigt, at branchen styrker indsatsen for at forebygge håndeksem, bl.a. ved rigtig brug af handsker.
Virksomhedens ansvar
Det er virksomhedernes ansvar, at medarbejderne altid bruger handsker ved kontakt med vand og rengøringsmidler.
Virksomhederne skal blandt andet
- stille egnede handsker til rådighed
- instruere medarbejderne i, hvordan de skal bruges
- løbende følge op på, om handskerne bliver brugt rigtigt.
Dette tema hjælper jer med, hvordan I kan forebygge håndeksem ved korrekt brug af handsker. Nedenfor finder du instruktionsfilm, plakater med billedvejledning, gode råd og viden.