BESKYT HØRELSEN

Hverken i politiet eller forsvaret kan man fjerne enhver risiko for, at medarbejdere udsættes for skadelige støjbelastninger. I pludseligt opståede ’skarpe’ situationer kan selv meget kraftige støjbelastninger opstå uden varsel.

For at sikre sig mod høreskader bør man altid anvende høreværn ved støjbelastninger over 80 dB. Arbejdsgiveren skal sikre, at medarbejderne bruger høreværn, før disse starter på et arbejde, der er høreskadeligt. Det vil sige, at også støjbelastninger under 85 dB kan betyde, at der skal bruges høreværn.

I alle planlagte arbejdssituationer og på steder, hvor der er eller kan opstå skadelige støjbelastninger, skal der anvendes høreværn. Det er f.eks.:

  • skydeøvelser
  • militærøvelser
  • visse støjende værkstedsområder
  • udrykning til situationer, hvor der er risiko for eksempelvis kanonslag
  • motorcykelkørsel
  • prøvestande for motorer
  • start- og landingsbaner for fly.

Ingen skydning uden effektivt høreværn

Alle skal anvende effektivt høreværn ved skydeøvelser med både håndvåben og tungere våben. Skydelederen må ikke give nogen adgang til skydeøvelser uden effektivt høreværn. I politiet kræves dobbelt høreværn i form af både ørepropper og -kopper ved planlagt skydning.

I situationer hvor det både er nødvendigt at beskytte hørelsen og samtidig være i stand til at kommunikere, kan man anvende elektroniske høreværn, som automatisk lukker af for støj over 85 dB. Det er f.eks. hørekopper, som på ydersiden er forsynet med mikrofoner og på indersiden højtalere. Andre hørekopper er suppleret med radiokommunikation.


I dag findes ørepropper, som giver en god beskyttelse og er behagelige at anvende. De er bløde og udvider sig langsommere, så de tilpasser sig det individuelle øre bedre. Ørepropper må aldrig deles af flere personer.

Medarbejdere, der ofte udsættes for skadelig støj i længere perioder, bør anvende effektive ørepropper og/eller hørekopper Hørekopper skal vedligeholdes, rengøres og opbevares efter de forskrifter, som leverandøren har angivet. Det er vigtigt, at koppernes tætningsringe (vulster) er bløde og uden skader, så de beskytter maksimalt.

Sådan anvendes ørepropper

1

Klem øreproppen sammen ved at ’nulre’ den mellem to fingre

2 ​Træk op i øret og før proppen ind i øret
3 Proppens yderste ende skal flugte med det inderste af det ydre øre