BEKÆMP STØJEN

Støjen skal som hovedregel dæmpes ved kilden, hvor det er teknisk muligt.

Arbejdsgiveren skal, når det er muligt, ændre støjende arbejdsmetoder til mindre støjende. Der skal tages hensyn til støj, når der indkøbes nyt materiel, og man bør undersøge mulighederne for at støjisolere maskiner og køretøjer og regulere akustikken i lokaler med støj. Endelig er det vigtigt at vedligeholde maskiner m.v., da det medvirker til et begrænse støjen. 

Samtidig er det vigtigt at begrænse støjen, således at det kun er de medarbejdere,
der deltager i arbejdet, der belastes af støjen.

Hvem har ansvaret for hvad?

Det er i alles interesse, at ingen udsættes for skadelige støjbelastninger på arbejdspladsen. I arbejdspladsvurderingen (APV) skal støjproblemerne ind- gå på linje med andre arbejdsmiljøproblemer. Det betyder, at APV’en skal;

  • kortlægge støjens art og omfang
  • beskrive og vurdere støjen
  • udarbejde en handlingsplan, der tager hånd om problemet
  • udstikke retningslinjer for opfølgning på problemet med angivelse af ansvarsfordeling m.v.

Du kan få nærmere information om kravene til APV i At-vejledning D.1.1 om arbejdspladsvurdering på AT’s hjemmeside.

Sikkerhedsgruppen – som består af arbejdslederen og en valgt sikkerheds- repræsentant – er kernen i arbejdet med arbejdspladsens arbejdsmiljø og derfor også i forbindelse med eventuelle støjproblemer. Det er deres opgave at sikre, at APV’en omfatter eventuelle støjproblemer. Det er således også sikkerhedsgruppen, du som medarbejder kan henvende sig til, hvis du har spørgsmål vedrørende støjproblemer.

Arbejdsgiver, arbejdsleder og medarbejder har dog forskellige ansvar og plig- ter i forbindelse med arbejdsmiljøet.

Arbejdsgiverens ansvar er:

  • at arbejdet tilrettelægges, så det kan udføres fuldt forsvarligt
  • at medarbejderne får en oplæring og instruktion, så de kan udføre arbejdet uden farer
  • at anskaffe egnede høreværn og sørge for, at medarbejderne bruger disse.

Arbejdslederens ansvar er:

  • at medvirke til at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige
  • at sikre, at medarbejderne bruger høreværn (og andre personlige værnemidler) korrekt
  • at kontrollere, at foranstaltninger, der træffes for at fremme sikkerhed og sundhed, virker efter hensigten.

Medarbejderens ansvar er:

  • at medvirke til, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige

  • at overholde sikkerhedsreglerne og f.eks. bruge høreværn

  • at meddele fejl og mangler til sikkerhedsgruppen, arbejdslederen eller arbejdsgiveren, når medarbejderen ikke selv kan udbedre disse.

Hvis der ikke er oprettet en sikkerhedsgruppe på din arbejdsplads, skal du meddele eventuelle fejl og mangler til din nærmeste chef, leder eller talsmand/talsmandsudvalg.