Natarbejdere har krav på helbredstjek
Mennesker, der arbejder om natten, har større risiko for en række helbredsproblemer. Derfor har arbejdsgivere pligt til at tilbyde gratis helbredskontrol, både når en person begynder i jobbet og derefter med regelmæssige mellemrum på mindre end tre år.
Nat- og skifteholdsarbejdere har hyppigere problemer med fx appetitforstyrrelser og stress, og de har øget risiko for bl.a. hjertekarsygdomme, brystkræft og abort. Årsagen er, at den naturlige døgnrytme forstyrres.
Derfor er det vigtigt at holde øje med symptomer, inden de bliver alvorlige. Og skulle der opstå problemer, har arbejdsgiveren desuden pligt til at overføre den ansatte til passende dagarbejde, når det er muligt.
Mellem midnat til kl. 5.00
Man er natarbejder i følge arbejdstidsloven, når man arbejder mindst tre timer dagligt i natperioden, eller når man udfører natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode på 12 måneder.
En natperiode er et tidsrum på mindst syv timer, der bevæger sig hen over perioden fra midnat til kl. 5.00. Normalt vil en natperiode løbe fra kl. 22.00 til kl. 6.00, og Arbejdstilsynet anbefaler, at en dagvagt ikke begynder før kl. 6.00. Men det er tilladt at aftale andet.
Skriftligt tilbud og mulighed for at tænke
Medarbejderen har lov til at sige nej til helbredstjek. Undersøgelsen kan afsløre, hvis personen har en risiko for at udvikle en alvorlig sygdom i fremtiden. Derfor er det arbejdsgiverens pligt at sikre, at medarbejderen får grundige oplysninger på skrift både om, hvordan undersøgelsen foregår, og om den potentielle risiko for forringede livsforventninger og selvopfattelse, hvis undersøgelsen giver et alvorligt, negativt resultat.
Tid til at overveje tilbuddet
Tid til at overveje tilbuddet i mindst to dage er også et lovmæssigt krav, som arbejdsgiveren skal leve op til, når den ansatte får tilbud om helbredstjek.
Hvis den ansatte beslutter sig for at takke nej, skal tilbuddet gives igen efter tre år.
Forebyg problemer med natskift
Arbejdstilsynet anbefaler at:
-
en medarbejder har så få natskift som muligt og maksimalt tre i træk
-
arbejdsskiftene roterer med uret, dvs. dagvagt – aftenvagt – natvagt
-
arbejdstiden planlægges i god tid, så medarbejderne kan planlægge deres fritid.
Få mere viden om pligter og årsager
Med venlig hilsen,
BFA Service - Turisme
Følger du os på facebook eller LinkedIn?
Her er der bl.a. mulighed for at stille spørgsmål til kolleger fra andre arbejdspladser og specialister i arbejdsmiljø og udveksle erfaringer og viden om forebyggelse.
Facebook:
Besøg vores Facebook her.
Linkedin:
Besøg vores Linkedin her.
|